I gamle dage krævede det hårdt arbejde for en erhvervskommentator at komme i audiens hos landets bankdirektører. Ofte måtte man vente i umindelige tider på at få en aftale. Sådan er det ikke længere. Nu om dage bliver man ustandseligt ringet op og tilbudt uformelle samtaler med landets bankchefer. Og i modsætning til tidligere bestemmer man selv tid, sted og emner. Ændringen i adfærden over for pressen er et tegn på, at bankerne har fattet, at tiderne har skiftet, og at der er behov for alvorlig imagepleje. Men det er lige så tydeligt, at bankdirektørerne har svært ved at fatte, hvad de har gjort galt, og hvorfor deres renommé er så dårligt. Sært nok. For selv uden en højere handelseksamen burde det være til at forstå, at befolkningen ikke har megen respekt tilovers for en branche, der først går amok i en udlåns- og bonusfest, som smadrer økonomien. Derefter bliver reddet med en gigantisk statsstøtte. Efterfølgende tror, at den kan fortsætte, som om intet er hændt. Og oven i købet bliver fornærmet over, at man ikke kan få lov til at beholde sine fede bonusordninger. »Pakker, ikke gaver« Men nej, bankdirektørerne forstår det ikke. For dem er historien stadigvæk, at de blev ramt af en international finanskrise, som ingen kunne forudsige styrken af. Og nok blev de reddet af staten.

Men til gengæld blev de også tvunget til at betale for statens bankpakker: »Nok har vi fået pakker. Men vi har ikke fået gaver«, som Finansrådets afgående formand, Nordea-direktør Peter Schütze, pointerede i sin tale på årsmødet i bankernes forening.