Det er blot en uge siden, at statsministerens spindoktor, Søs Marie Serup, skabte ny opmærksomhed om sig selv med følgende udfald på sin Facebookprofil:
»Skattelettelsernes natur: Først vil vi ikke have dem, når vi så får dem, er de aldrig store nok, men hvis nogen truer med at tage dem fra os, så flejner vi på tværs! Danmark er et dejligt land at lege med politik i:-)«. Reaktionerne var skarpe. Søs Marie Serup blev med god grund kritiseret for at gøre politik til en leg og et spil. Ved første øjekast er der ikke meget i sagen. Herregud, det er ikke første gang, vi oplever en forskruet spindoktor udtrykke sig mærkværdigt.




























