Det mindste, man kan gøre, er vel at tage folk seriøst. Alt andet er respektløst. Så når Moammar Gaddafi opfordrer til jihad imod Schweiz og kalder alle, som samarbejder med Schweiz, for frafaldne, burde vi antage, at noget alvorligt er i gærde. Jihad kan trods alt forstås som ’hellig krig’, om end også som ypperste religiøse anstrengelse. Men da straffen for frafald i ortodoks udlægning er døden, lyder det godt nok, som om Gaddafi er vred. Bandbullen faldt i en tale i anledning af profeten Muhammeds fødselsdag. Og når Gaddafi taler som leder af en medlemsstat i FN – Libyen – er vi nødt til at spørge os selv: Hvad pokker foregår der? Jo, der foregår i hvert fald dét, at Gaddafi har fået både et personligt og et politisk mellemværende med Schweiz. Først kom det personlige, da schweizisk politi i 2008 arresterede en af Gaddafis sønner, Hannibal, og sigtede ham for at bruge vold mod to tjenestefolk. Det opfattede både senior og junior som en fornærmelse – altså sigtelsen mod junior, ikke volden mod tjenestefolkene.
Træt af Schweiz
Libyen var ikke sen til straks at svare med at droppe olieforsyninger til Schweiz, til at trække nogle milliarder dollar ud af schweiziske banker, og uden at sammenhæng kan dokumenteres, lignede det også en tanke, at Libyen samtidig lod to schweiziske statsborgere arrestere.
Bedre blev det i libyske øjne ikke, at Schweiz efterfølgende udstedte et indrejseforbud for 188 højtstående libyere, inklusive Gaddafi, statslederen. Det schweiziske politi droppede ganske vist snart sigtelsen mod Hannibal Gadaffi, men da var krisen ude af kontrol.
Bagefter kom det politiske. Gaddafi blev vred over, at en schweizisk folkeafstemning sidste år vedtog et højrepopulistisk forslag om at forbyde bygning af minareter i alpelandet. Det blev hurtigt indbragt for Den Europæiske Menneskeretsdomstol.
