Vi har handlet korrekt«, lyder det fra borgmesteren på Lolland: »Vi har overholdt loven«, siger borgmesteren i Brønderslev på trods af, at de to kommuner har overhørt de advarsler, de fik om, at ni børn levede en kummerlig tilværelse inden for deres kommunegrænse. »Vi har fulgt reglerne«, lød det også i denne uge fra direktøren i Sundhedsstyrelsen, da DR afslørede, at styrelsen har givet helt ukvalificerede, udenlandske læger tilladelse til at arbejde på danske sygehuse. I begge sager har myndighederne vist en helt fantastisk evne til at være selvretfærdige, men en tilsvarende ringe evne til at være retfærdige over for de borgere, de er sat i verden for at tjene. LÆS OGSÅMinister undsiger kommune i ny stor sag om børnemisbrug Kære myndigheder. Så hold da op med at have så travlt med at gøre jer fejlfrie, når det er helt åbenlyst, at sagerne, det her handler om, ligner en stor og sørgelig fejl. Akut tvangsfjernelse efter politianmeldelse I Brønderslev og tidligere på Lolland levede de ni børn i et stinkende hjem, skulle klare kulden uden vintertøj, levede i perioder uden rindende vand, skovlede sne i sandaler og var måske også udsat for vold og sexmisbrug.
Og det blev ikke holdt hemmeligt – alene børnenes stank afslørede deres uhumske livsbetingelser. Politiet, skolen og naboer har bekymret fortalt de to kommuner om forholdene. De første indrapporteringer ligger flere år tilbage.




























