Hvis der er én ting, de radikale er dygtige til, så er det at revse alle andre for mangel på økonomisk ansvarlighed. Mandag så vi igen Margrethe Vestager svinge den økonomiske krabask. Denne gang over LO.
Den radikale partileder ønsker konkrete svar på, hvordan fagbevægelsen har tænkt sig at få danskerne til at arbejde så meget mere, at det giver 15 mia. kr. til statskassen. Uden de 15 mia. kr. hænger S og SF’s økonomiske plan ’Fair Løsning’ ikke sammen. »Hvis LO ikke vil fortælle, hvordan de vil få danskerne til at arbejde mere, skader det planens troværdighed«, pointerede Margrethe Vestager i Berlingske Tidende.




























