Det Radikale Venstre har i de senere år udviklet sig til Danmarks mest rendyrkede interessevaretager for akademikere og højtlønnede.
Det er sådan set fair nok. Når partiets vælgere stort set udelukkende består af disse grupper, er det vel ikke unaturligt. Partiets kamp for de velstillede pakkes ind i to eksistentielle selvbedrag: at man er økonomisk ansvarlig og politisk modig. De, der ikke tænker som de radikale er omvendt uansvarlige og bange for vælgerne. På det seneste har denne interessevaretagelse for de bedst stillede i mine øjne nået et niveau, hvor man må spørge, om partiet fortsat kan være en troværdig del af en alliance for forandring i Danmark? Selvbedraget om økonomisk ansvarlighed nærmer sig det grinagtige med den radikale spareplan på 36 milliarder kroner. De fleste elementer er gamle travere med samme politiske gangbarhed som Glistrups opfindsomme spareforslag om at erstatte forsvaret med en telefonsvarer, der meddeler, at vi overgiver os. Når det gælder pragmatisk politisk nytænkning, der kan danne basis for konkrete, realiserbare bidrag til en ny regerings program, har partiet intet at byde på. Den radikale plans hovedelementer er afskaffelse af efterlønnen, skattelettelser til de rigeste og besparelser på dagpengene. Det sidste blev som bekendt gennemført af blå blok. De radikales forslag sender iskoldt hele regningen for finanskrisen til de dårligst lønnede, mens de højestlønnede får flere skattelettelser. Selv Claus Hjort ville ikke kunne foreslå dette uden at rødme. Den faktiske økonomiske ansvarlighed udvises ikke i det radikale gruppeværelse eller af deres højtuddannede vælgere. Alligevel skal de, der kæmper for de lavtlønnede og udsattes interesser, konsekvent hænges ud af de radikale som økonomisk uansvarlige, fordi vi ikke vil være med til at afskaffe efterlønnen.
