Tyve regeringschefer var repræsenteret, da Polen 1. september på en halvø ud for Gdansk holdt en mindehøjtidelighed i anledning af 70-året for udbruddet af 2. Verdenskrig.
Polen var det først offer i en krig, der kom til at koste op mod 60 millioner mennesker livet. Polen var også det land, der betalte den højeste pris målt i ofre af den samlede befolkning: Over 17 procent af polakkerne, 6 millioner mennesker, blev myrdet eller døde som følge af krigshandlingerne. I tal stod det naturligvis langt værre til i Sovjetunionen: Her omkom 25 millioner mennesker, godt og vel 14 procent af befolkningen, efter at Hitler 22. juni 1941 også angreb det land, der 1. september 1939 var hans allierede.




























