Ugens topmøde blev med rettet domineret af spørgsmålet om, hvordan fællesskabet skal imødegå den svaghed i eurokonstruktionen, der viste sig i foråret, da finansmarkederne satte Grækenland og flere andre EU-medlemmer under ekstremt pres med krav om stadig højere renter for at låne dem penge. Når man skal vurdere både problem og løsningsforslag, er det vigtigt at have forhistorien med. I den oprindelige euromodel var tanken, at det var markederne, der i sidste ende skulle forhindre medlemslandene i at skeje ud med kæmpeunderskud. Landene kunne jo ikke længere trykke penge selv, og dermed skulle de jo selv betale prisen i form af højere renter og – i værste fald – statsbankerot.
Godt nok vedtog man på tysk foranledning, og som et vedhæng til selve traktaten, et system med bøder, der skulle straffe lande, der brød med de fælles målsætninger om underskud m.m. Men da det skulle bruges mod Tyskland og Frankrig, viste det sig at være tandløst, til flere mindre landes forståelige forargelse.
Eksploderende underskud
Desværre viste de internationale finansmarkeder sig også på dette punkt at være mindre perfekte, end mange troede. De blev således ved med at låne til Grækenland og andre lande, også efter at gælden var kommet op i en størrelse, der som minimum burde have udløst en langt større rente end til de sundere økonomier.
