Regeringens retspolitik er en kæmpesucces. Intet mindre.
Beviset, ifølge justitsminister Lars Barfoed? Landets fængsler er totalt overbelagte, flere steder langt over 100 procent, fangerne må bo i besøgsværelser og biblioteker, de går hinanden på nerverne i de overfyldte fængsler og stresser det personale, der i forvejen er en af de mest stressede faggrupper på arbejdsmarkedet. Men som Lars Barfoed med fast blik sagde til politiken.dk: »Grundlæggende er situationen udtryk for, at regeringens retspolitik har båret frugt«. Og sådan kan man jo se så forskelligt på verden. Den absurde udtalelse faldt i kølvandet på en rapport fra Kriminalforsorgen, som viste, at det ikke – som ventet af Fængselsforbundet – var 150-200 celler, der manglede på landsplan, men hele 220 celler. LÆS OGSÅFængsler mangler plads til 220 kriminelle Tingenes tilstand var altså værre end forventet, og eftersom fængselsdrift er dyrt og riget fattes penge, var justitsministeren pisket til at komme med konkrete løsninger på pladsunderskuddet.




























