Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Blindebuk. I alt er det mere end 80.000 elever, eller hvad der svarer til over 14 pct. af alle 6-16-årige, der modtager specialundervisning. Det er for mange, det er for dyrt, og der er ingen, der gør noget ved det.
Foto: BRENDER ILAN

Blindebuk. I alt er det mere end 80.000 elever, eller hvad der svarer til over 14 pct. af alle 6-16-årige, der modtager specialundervisning. Det er for mange, det er for dyrt, og der er ingen, der gør noget ved det.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skolepolitikere leger stadig blindebuk

Danmark bruger hvert år 13 mia. kroner på en skolepolitisk indsats, ingen kender effekten af.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er det helt store mysterium i dansk skolepolitik: Hvordan kan det gå til, at udgifterne til specialundervisning bare stiger og stiger, når den ene undervisningsminister efter den anden højstemt proklamerer, at nu må det stoppe?

For det stopper tilsyneladende ikke. Danmark bruger hvert år cirka 13 milliarder kroner på at sende skoleelever ud af normalklassen og ind i specialundervisningsforløb. Det svarer til en tredjedel af folkeskolens samlede budget.

LÆS OGSÅ

Det astronomiske beløb skyldes først og fremmest, at antallet af henviste elever på specialskoler er mangedoblet i løbet af 00’erne. Men ude på ’normalskolerne’, hvor elever med særlige behov får specialundervisning i en større eller mindre del af tiden, er udviklingen også gået stærkt. I alt er det mere end 80.000 elever, eller hvad der svarer til over 14 pct. af alle 6-16-årige, der modtager specialundervisning. Det er for mange, det er for dyrt, og der er ingen, der gør noget ved det. Værst er det måske, at vi slet ikke ved, om indsatsen og de mange penge hjælper. Vi famler i mørke, når talen falder på specialundervisning: Om det har en effekt på udviklingen af elevernes kundskaber, aner vi reelt ikke – hverken hvad angår de elever, der bliver udskilt, eller de elever, der sidder tilbage. »Det er utrolig problematisk, at der er så lidt dokumentation«, lød det for nogle måneder siden fra tidligere kontorchef i Undervisningsministeriet Finn Christensen. Han var indtil sin pension sidste år ansvarlig for at indsamle viden på området. Og han er ikke den eneste velfunderede kritiker af indsatsen.





Professor Niels Egelund, der er en af de forskere, der ved allermest om specialundervisning, hører også til kritikerkorpset. Han har vedvarende – nu gennem mere end ti år – advaret om både de økonomiske og faglige faldgruber ved de mange henvisninger.

For at opsummere: Danmark bruger altså hvert år hen ved 13 milliarder kroner på en skolepolitisk indsats, som vi ikke kender effekten af, og som de mest lærde på området er meget kritiske over for. Hvordan vores politikere kan slippe af sted med dette, må i sig selv karakteriseres som et lille mysterium. Men tilbage til det store mysterium, for hvorfor fortsætter de mange henvisninger – år efter år? Svaret kom måske i sidste uge, da Politiken fortalte om en ny pædagogisk metode, som har fået antallet af henvisninger til at falde på de skoler, hvor lærerne er efteruddannet i brugen af den såkaldte LP-metode.

Vil man knække kurven med de mange henvisninger, må man skride til kompetenceudvikling – i første omgang for landets lærere.



Grundtanken er, at lærerne skruer undervisningen sammen på en måde, så der er plads til de elever, der ellers ville ryge ud af klassen; det er ikke nødvendigvis eleven, den er gal med, men omgivelserne. Skal klassen være rummelig, må lærerne altså også kunne være det.

Og vil man knække kurven med de mange henvisninger, må man skride til kompetenceudvikling – i første omgang for landets lærere: De skal blive bedre til at håndtere urolige elever, bedre til at undervisningsdifferentiere og bedre til at få børn (og forældre) til at rumme hinanden (selvfølgelig ihukommende, at ikke alle passer ind i normalklasser). Alt dette burde egentlig ikke komme som en overraskelse for vores lands- og kommunalpolitikere og heller ikke for praktikerne ude på skolerne og i forvaltningerne. Det store mysterium er, at ingen har handlet på det tidligere. Lad os håbe, at praktikere og politikere nu vågner op. For det er kun en fælles indsats på alle fronter, der kan få udviklingen til at vende. Man skal således ikke tro, at det ’bare’ er et kompetenceløft hos lærerne, der skal til. Flere lærerkræfter, f.eks. i form af undervisningsassistenter, kan også være en del af løsningen. Mindre egocentrerede forældre, der evner (også) at fokusere på fællesskabet, er der ligeledes behov for.





Og så skal der ikke mindst gøres op med den indbyggede automatik på skoler og i forvaltninger, som i dag sender over 80.000 skoleelever uden for døren. For helt ærligt – de elever fortjener bedre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden