Problemet med de senere års ophedede udlændinge- og værdidebat har ikke været en alt for hård tone. Tværtimod. Attituden over for de stadig flere hadprædikanter på de ekstreme og antidemokratiske yderfløje har været alt for slap og eftergivende. Og ikke mindst fraværende, forvirret og forsvindende. I alt for lang tid har en rabiat og voldsromantisk krigsretorik fået lov til at dominere debatten, ofte næsten uimodsagt. Som i et freakshow er det de mest vanvittige synspunkter, der har sat dagsordenen – mens de moderate og eftertænksomme stemmer delvist er forstummet.
Værdidebatten har udviklet sig til en cirkusforestilling, hvor det er spektakulære gøglertyper som ’den uhyggelige klovn’ og ’den stærke mand’, der er løbet med hele opmærksomheden.
