Hvad med lidt opmuntring på en ganske almindelig sommerdag?
Bestemt, mere surt skal det heller ikke være. Nu har Danmarks navn i flere år været anfægtet på grund af striden om profettegningerne. Men hør så her. Først en opmuntring: Tegningerne er skubbet i baggrunden i Mellemøsten, hvor mange ellers var knotne på os. Og så lidt tillægsopmuntring: Danmark er faktisk blevet værdsat i Libyen for at hjælpe oprørerne, i Bahrain for at prøve at beskytte en bahrainsk systemkritiker mod mishandling i fængslet og blandt utallige demokratiforkæmpere for at værne om menneskerettigheder. Det er ikke så lidt positivt – på én gang. Derfor chancen for en rask frihedsminister og en frisk kulturminister: Vi har netop nu en historisk mulighed for på én gang at støtte indsatsen for demokrati i Mellemøsten og at vise Danmark frem fra sin nydeligste side.


























