Hvad ser Israel, når den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, nu beder om FN’s anerkendelse af staten Palæstina? Det ser sig selv i november 1947. Og Netanyahu, den israelske højreleder, bliver urolig, for det, der lykkedes for Israel i 1947, kan og vil også lykkes for Abbas og palæstinenserne i dag. Dengang i 1947, for fire og tres år siden, stemte et flertal i FN ja til at dele det bibelske land i to stater, en jødisk og en arabisk. LÆS OGSÅRusland støtter palæstinensernes plan om selvstændighed I dag vil Abbas have en tilsvarende afstemning med samme formål – at dele det samme land mellem et Israel og et nyt Palæstina. Afstemningen i 47 kom aldrig til at bestemme grænserne. De blev i stedet bestemt af en krig. En afstemning i dag vil heller ikke bestemme grænserne mellem Israel og Palæstina. De vil blive bestemt af forhandlinger – eller af ny konflikt. Abbas har på andre punkter ladet sig inspirere af israelerne forud for 1947. De havde satset dramatisk på at have en stat parat.
Frem for at vente på FN’s afstemning havde de på alle måder opbygget et samfund med skoler, sundhed, en fælles administration og en duelig ledelse. Abbas har gjort præcis det samme. I tæt makkerskab med sin regeringsleder, Fayad, har han udviklet et velfungerende samfund på Vestbredden i ly af Israels fortsatte besættelse. De har i år fået Verdensbankens, FN’s og EU’s ord for, at det palæstinensiske selvstyre er parat til at fungere som en stat. Israels leder, Netanyahu, forkaster Abbas’ ønske om FN-anerkendelse med begrundelsen, at det er et »ensidigt skridt«. Palæstinenserne ved ikke, om de skal grine eller græde. Hvem taler om ensidige skridt? Israels regeringer har de sidste 19 år fordoblet antallet af israelske bosættere i de besatte palæstinensiske områder – fra 236.000 til mere end 500.000. Det er næppe sket for at hjælpe det palæstinensiske samfund – eller fred – på vej. Abbasved godt, at han ikke får en stat ud af en afstemning i FN. Det vidste israelerne også i november 1947. Det handlede om politisk og moralsk opbakning.
