Kulturkampen er ikke død. Med inspiration fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans dagdrømmerier har et bredt politisk flertal fundet frem til, at det er bedre at være rig og rask end syg og fattig.
Derfor hvirvler det rundt i offentligheden med nye forslag til livsstilspolitik, der går i samme retning: Taberkultur skal forbydes og beskattes, mens vinderkultur skal lovprises. Forslagene retter sig alle mod samfundets bund: de mindst ressourcestærke. Sukkerskat, forbud mod solarier for unge og dyrere cigaretter er – pudsigt nok – ikke populært blandt landets alt for mange slikmunde, selvbrunere og tunge kæderygere. Alligevel står oppositionen og regeringen parat med et katalog af livsstilslove, som skal opdrage borgerne til at blive både bedre og sundere mennesker.




























