Det internationale samfund må gribe ind.
Sådan lyder kravet i den offentlige opinion, hver gang der sker grove menneskerettighedskrænkelser et eller andet sted på kloden. Helt aktuelt er det udviklingen i Libyen og oberst Moamar Gaddafis overgreb på sin egen befolkning, der kalder på en international indgriben. Men hvilke muligheder har det internationale samfund for at leve op til det krav? Og hvem eller hvad er det internationale samfund egentlig? Hvis dette samfund overhovedet findes, så har det i hvert fald en noget anden karakter end det, man tænker på, når man taler om enkelte lande og nationalstater.




























