Kongeriget Danmark har ét storpolitisk trumfkort, som til gengæld er blevet spillet igen og igen af alle moderne magthavere, måske lige bortset fra udenrigsminister Lene Espersen (K): Grønland, nærmere bestemt Thulebasen, der ligger helt oppe på toppen af verden. WikiLeaks-papirerne viser ikke blot, at VK-regeringen angiveligt lod amerikanerne misbruge Thulebasen til at transportere krigsfanger rundt i al hemmelighed, men også, at den danske regeringstop var indforstået med, at de lyssky aktiviteter skulle sløres under en dyne af tavshed. LÆS OGSÅWikiLeaks afslører regeringens dobbeltspil I løbet af 00’erne blev Grønlands territoriale integritet endnu en gang brugt som joker i en højere sags tjeneste – som en veksel for en tættere alliance mellem småstaten Danmark og stormagten USA. Af indberetningerne fra USA’s ambassadør i København James P. Cain fremgår det, at »den danske regering ikke kræver noget af USA i denne sag«.
Topembedsmænd har ligefrem lovet, at Foghregeringen gerne vil have sagen til at »forsvinde så hurtigt og stilfærdigt som muligt«. Underdanigheden følger samme mønster, som har kendetegnet dansk udenrigspolitik siden konseilspræsident J.B.S. Estrup leflede for overmagten mod syd, Tyskland, og senere da typer som samarbejdsstatsminister Erik Scavenius bøjede sig i passiv tilpasning til Nazityskland. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er ingen undtagelse. Trods flere velkoreograferede forsøg på at iscenesætte sig som et brud med samarbejdspolitikken skiller Fogh sig ikke ud i rækken af danske småstatsministre og servile topembedsmænd, der har føjet tidens store magt.
