Det skrigende behov for at stimulere beskæftigelsen i Danmark er ikke fremprovokeret af nedturen. Det voksende antal af arbejdsløse udstiller nemlig kun den øverste top af en stadig større gruppe, der virker kronisk udstødte fra det danske arbejdsmarked. Hver eneste dag forsvinder, hvad der svarer til mindst fire fyldte skoleklasser, væk på varig afhængighed af overførselsindkomster.
Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at det nu er under halvdelen af befolkningen, der er i arbejde: 51,5 procent af alle borgere står i dag uden nogen form for beskæftigelse – og antallet er stigende, ikke mindst på grund af krisen. Ud af Danmarks 5.560.000 borgere er det i dag under 2.700.000, som er i job – og heraf arbejder langt over 700.000 tilmed i den offentlige sektor.


























