Ingen misunder de diplomater, der om en måned skal repræsentere EU-landene på FN’s menneskerettighedskonference i Genève – det er den konference, der skal følge op på den skandaløse konference i Durban i Sydafrika i september 2001.
Mødet dengang havde fire altdominerende hovedtemaer: racisme, racediskrimination, fremmedhad og dermed forbundet intolerance. Mødet blev skæmmet af muslimske krav om, at lige netop Israel skulle stemples som enestående racistisk. Vestlige lande, der endnu ikke var udvandret i protest, fik fjernet Israels navn fra slutdokumentet, og således kunne konferencen slutte i nogenlunde ro og orden 8. september. Tre dage senere, 11. september, fik vi alle sammen andet at tænke på end den meget omtalte israelske trussel. Nu skal vi så til den igen. Israel spøger stadig, men et andet tema er rykket i forgrunden: islamofobi, altså frygt for islam.
Dette sceneskift er en direkte reaktion på, hvad muslimske mindretal i den vestlige verden oplever som en øget modvilje mod muslimer efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 – her er Muhammedkarikaturerne i Jyllands-Posten det privilegerede eksempel. I den 160 sider lange tekst efter mødet i Durban i 2001 forekommer ordet ’islamofobi’ kun to gange i oversigten over generelle temaer og fire gange i en vedføjet redegørelse for, hvad der i øvrigt blev diskuteret, bl.a. på initiativ af en britisk forening imod islamofobi og racisme. Islamofobi synede af intet i sammenligning med de mange tusind gange, dokumentet henviste til racisme, fremmedhad og intolerance. Dér hvor islamofobi nævnes i selve teksten, sidestilles det uden undtagelse med antisemitisme. Nu er islamofobi rykket frem i forreste række. Ordet er en slags gadekryds mellem blasfemi, altså gudsbespottelse, og racisme, altså etnisk diskrimination.
