Benedikte Kiær har den rette indstilling

Aktivering. »Lad os få Stig Broström som socialminister, og ansæt Benedikte Kiær på blå stue. Hun har den rette indstilling«. Sådan skriver dagens signatur i debatten om børns udvikling.
Aktivering. »Lad os få Stig Broström som socialminister, og ansæt Benedikte Kiær på blå stue. Hun har den rette indstilling«. Sådan skriver dagens signatur i debatten om børns udvikling.
Lyt til artiklen

Hun har ikke haft mange venner i Politikens debatspalter på det seneste, socialminister Benedikte Kiær (K). Siden hun for små to uger siden dristede sig til at komme med et kritisk pip om pædagogikken i danske daginstitutioner, er kritikken kommet hundredfold og hæsblæsende tilbage: Pædagoger, professorer og andre pigefornærmede penneførere har givet den hele armen. LÆS OGSÅMinister vil gøre op med den frie leg i vuggestuer Men hvad var det egentlig, den formastelige socialminister sagde. Jo, hun sagde, og dette var vel at mærke hendes centrale pædagogiske pointe: »Børn har brug for at blive guidet og for at lære. Det er jo børns natur at være supernysgerrige, og det skal pædagogerne til at arbejde meget mere systematisk med«. Såre rigtigt, såre ligetil, men desværre også såre langt fra praksis i mange daginstitutioner i dag. Det viser et nyt forskningsprojekt, som Ole Henrik Hansen fra DPU står bag, og som ganske tankevækkende viser, at børnenes voksenkontakt mangedobles i de institutioner, der arbejder systematisk med voksendeltagelse i børneaktiviteter. Mens børn i institutioner med fri leg og pædagogisk planløshed kun får hver 3 minutters voksenkontakt per time, får de hele 21 minutter i mere velorganiserede institutioner, dvs. hvor voksne faktisk spiller en rolle for både børneleg og børnerelationer.

Det er da en forskel, der er til at få øje på, hvis man hører til dem, der mener, at voksne kan gøre en forskel for børn. Og det må vi da håbe, at pædagoger gør. Når mange alligevel valgte at gå i kødet på Kiær, skyldes det formentlig, at hun brugte ordet ’læring’, og det er desværre no go-lingo i store dele af den danske pædagogiske verden. Er børn ikke begyndt i 1. klasse, bør man venligst glemme alt om at ’lære dem noget’. Førskolebørn skal ikke lære, de skal lege, lyder dogmet. At der er tale om et dogme fuld af selvmodsigelser, bekymrer tilsyneladende ikke. For selvfølgelig lærer børn hele tiden noget, også når de leger. Ministeren beder blot de voksne om at systematisere denne læring, når nu de alligevel er der. LÆS OGSÅLeg er da også læring Hvis der denne gang er grund til at håbe, at Benedikte Kiær trænger igennem med sit budskab, skal det ses i lyset af, at hun fik seriøst sidekick af en af pædagogernes egne guruer, Stig Broström. Ja, det var faktisk helt utroligt, hvad den gamle lektor fik sagt af sandheder til Politikens journalister, da de indhentede kommentarer til ministerens udmelding: »Mere systematisk arbejde med børnene vil for mange pædagoger være et nyt krav. Men det kan ikke nytte, at pædagogerne så ofte er sammen i voksengrupper og taler sammen, mens børnene leger. Pædagogerne skal mere med ind i legen«. Allerede her var der formentlig mere end én pædagog i personalestuen, der brændte sig på kaffen. Men Broström, der insisterede på at kalde sine skoldhede ord for en »kærlig kritik«, var langtfra færdig. Han beskrev de danske pædagoger som meget »observerende«, og uddybede: »Det handler om, at de helst ikke vil styre børnenes udvikling for meget. Men det skyldes nok også, at en del af dem kører på frihjul på en ikkeprofessionel måde, når de er sammen med børnene. Eller at de bare ikke har lyst til at være sammen med børnene hele tiden«. Broström gik til stålet, men sagde i virkeligheden det hele meget mere præcist end ministeren: Hun valgte at gøre den frie leg til skurk - i stedet for den passive pædagog. Og det var der ingen grund til. LÆS OGSÅVestager vil ansætte 3.000 ekstra pædagoger Der gemmer sig nemlig masser af læring i fri leg, ikke mindst hvis aktive pædagoger deltager i den, følger op på den sammen med børnene, guider dem og hjælper nye børnerelationer på vej, som kan gøre legen endnu mere udviklende. Jo, det er en god ide at ansætte 3.000 nye pædagoger, sådan som Margrethe Vestager (R) foreslog i går. Det er også en rigtig god ide at fjerne nogle af alle de administrative opgaver, som VK-regeringen har hængt om halsen på landets pædagoger. Men det er først og fremmest en god ide, hvis pædagogerne nu endelig sætter kaffekoppen og går aktivt ind i børnelegen. Lad os få Stig Broström som socialminister, og ansæt Benedikte Kiær på blå stue. Hun har den rette indstilling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her