Traktatændringer vil næppe redde det fallitbo, som de europæiske ledere har efterladt.
EU-landene har ladet vores fælles økonomier pantsætte til en finanssektor, hvis panikagtige redning absurd nok udløste gældskrisen.
Svigtet er historisk: Ved først at lade finanssektoren boble helt ud af kontrol gennem stadige liberaliseringer, for dernæst at påtage sig de svimlende gældsforpligtelser fra de krakkede banker, for nu at skære hårdt ned på de offentlige udgifter, så statsgælden og dermed renterne kan bringes under kontrol, har de borgerlige regeringer i Europa accepteret at undergrave de offentlige sektorers økonomier i mindst en generation frem.
Hele den økonomiske buffer, som EU-landene ellers kunne have brugt på at investere i forskning og øget konkurrencekraft over for vækstøkonomierne i Asien, er blevet formøblet på erhvervsstøtte til en branche, der kun svækker EU indefra.
Redningen af den virtuelle bankverden står i vejen for, at EU-landene kan investere i reelle produktions- og serviceindustrier med jobpotentiale til alle de vælgere, der i stigende grad bliver arbejdsløse.
Modsat myten er gældskrisen nemlig ikke opstået alene på grund af overforbrug. Tværtimod havde flere af de lande, der i dag balancerer på kanten af kollaps, sundere statsfinanser end Tyskland i 00’erne. Irland er det ekstreme tilfælde:
Fra en gæld på 25 procent af BNP i 2007 er gælden eksploderet til nu over 110 procent af BNP, alene på grund af redningspakkerne til de irske spekulationsbanker.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar