Ældrebomben truer velfærden. Sådan lyder skrækscenariet blandt djøf’erne i cand.polit.-bureauet på Slotsholmen. Flere ældre og færre erhvervsaktive udhuler den danske model. På papiret er analysen rigtig: Selv med de seneste småjusteringer vil omkostningerne til efterlønnen snart vokse sig så store, at andre velfærdsgoder skal skæres, eller skatterne må hæves. Efterløn koster samfundet over 18 mia. kr. om året, eller mere end de samlede udgifter til ungdoms- og erhvervsuddannelser. Og reelt er det her, problemet ligger i dag: ’Dummebomben’ – den stigende mangel på veluddannede unge – tikker under Danmark. Dummebomben vil hurtigt blive farligere end ældrebomben. Uddannelsesniveauet følger ikke med tiden.

Når en midaldrende borger vælger at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, investerer samfundet i dag mere i vedkommende, end vi gør i den enkelte unge, som er på vej ind på jobmarkedet. Efterlønsperioden svarer nogenlunde til længden på en ungdomsuddannelse. Og da det er 1 ud af 2 midaldrende, der går på efterløn, og trods alt 4 ud af 5 af de unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse – to forløb, der koster næsten det samme – sker der reelt en social skævvridning til fordel for de +60-årige, der groft sagt investeres cirka en halv gang mere i. Et nyt proletariat Når efterlønsordningen er blevet så problematisk for Danmark, skyldes det således ikke kun udgifterne i sig selv, men snarere, at de yngre generationer er så dårligt uddannede, at de ikke er i stand til at finansiere velfærdsydelserne fremover. De offentlige penge investeres forkert. De stadig færre erhvervsaktive i Danmark er generelt set for dårligt uddannede til at kunne få reelle job, der kan betale for fremtidens velfærd.