I november måned skrev min kollega Bjørn Bredal på denne plads et varmt forsvar for november.
November, mener han, er en underkendt måned, som får skyld for meget. Den er mørk, kold og gør os deprimerede. I virkeligheden, skrev Bredal, er det en måned fuld af poesi, mildhed og det skønneste lys. »Det går nok alt sammen. Det er efterår«, beroligede han. Nu er det januar. Det er vinter. Og et nyt år. Og hvorfor i alverden skal hvert nyt år begynde med januar? Hvordan skal det nye år komme godt fra start, når det insisterer på at begynde med januar? Med 31 lange dage. Med kulde, blæst og mørke. Selv lyskæden uden for vinduet, som hele december ikke bare lyste, men også havde noget muntert over sig, som den dansede i blæsten, er slukket. 31 lange januardage med kure, fitnesscenter og et kreditkort, der ligesom vægten lider overlast oven på julemånedens løssluppenhed. 31 lange dage med influenza og lungebetændelser. Med depressioner. Og dødsfald. Januar er den måned, der har flest dødsfald på hele året. Vi bukker under i denne forbandede måned.
