Ikke et ord fra Washington.
Kong Abdullah har sat parlamentet i Amman på porten, udnævnt en ny ministerpræsident og foreløbig udskudt de kommende valg til parlamentet et år. Kongens beslutninger er på linje med den tendens, man har kunnet iagttage i Jordan mod en begrænsning af oppositionens aktiviteter. Pressefriheden er blevet yderligere begrænset. Det samme gælder beskyttelse mod overgreb fra sikkerhedstjenesterne. Men ikke et ord fra Washington. Kong Abdullah er en af USA’s mest loyale allierede i den arabiske verden. Washingtons tavshed er karakteristisk for den holdning til menneskerettigheder og politisk reform, der har præget Obamas første år i Det Hvide Hus.



























