Endelig. Langt om længe. Halleluja. Præsident Obama har sat Israels regeringschef stolen for døren. Obama har afkrævet Benjamin Netanyahu svar på en række centrale spørgsmål, der skal afsløre, om han er en troværdig partner i forhandlinger med palæstinenserne om en fredsløsning og oprettelsen af en palæstinensisk stat inden to år. Obama har forlangt et skriftligt svar, fordi han ikke har tillid til Netanyahu, der tidligere er løbet fra mundtlige løfter til USA. Med dette krav har Obama løsrevet USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik fra israelsk indenrigspolitik. Washington har gjort det klart, at man er ligeglad med, om Netanyahus nationalistisk-messianske regering står eller falder. USA ønsker hurtig fremgang i forhandlingerne og accepterer ikke de traditionelle israelske afledningsmanøvrer. De tider er forbi, hvor amerikanske præsidenter, især Bill Clinton og hans efterfølger George W. Bush, bøjede sig for israelske regeringschefers appeller om ikke at lægge pres på Israel i forbindelse med forhandlinger om fred med palæstinenserne, fordi dette kunne medføre, at deres regeringer faldt.
Denne amerikanske eftergivenhed har israelske regeringer udnyttet til yderligere kolonisering af de besatte palæstinensiske områder med det resultat, at der i dag bor en halv million israelske jøder på besat område.
