En desillusioneret kommunistisk politiker fra Toscana, et sygt palæstinensisk barn, der krævede øjeblikkelig behandling, hvis det skulle redde livet, en israelsk soldat, der faldt i kamp mod Hizbollah-guerillaer i det sydlige Libanon, en italiensk-jødisk journalist, et tilfældigt møde og nu, senest, en million kroner, udgør nogle af brikkerne bag historien om 8.000 palæstinensiske børn i alderen 0 til 14, som i de sidste syv år er blevet behandlet på hospitaler i Israel. Millionen hidrører fra programmet ’Hvem vil være millionær’.
Tidligere på ugen vandt fhv. udenrigsminister Mogens Lykketoft og Weekendavisens USA-korrespondent Martin Krasnik pengene, som de skænkede til Peres Peace Center i Tel Aviv, der administrerer projektet ’Saving Children’.




























