Hvis der er to, der står sammen i deres vurdering af ministerpræsident Benjamin Netanyahus karakter, så er det Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og lederen af Israels parlamentariske opposition, Tzipi Livni, der er formand for centerpartiet Kadima. Ifølge et af de 250.000 depecher, som amerikanske diplomater har kommunikeret hjem til State Department, og som WikiLeaks nu har afsløret, mener Mubarak, at Netanyahu er »elegant og charmerende«, men at han ikke er til at stole på. Tzipi Livni gik mere hårdt på manden, da hun tidligere på ugen direkte kaldte Netanyahu løgner. Beskyldningen faldt under en debat i parlamentet i Jerusalem. Under normale omstændigheder ville der måske ikke være grund til at hæfte sig ved intermezzoet, men i den aktuelle politiske situation i trekantsdramaet USA, Israel og palæstinenserne, den såkaldte fredsproces, var sammenstødet et signal om, at dårlige tider er på vej. Livni er kommet til den erkendelse, at Netanyahu ikke er til at rokke, og at han valgte at fastholde sin nuværende koalition, der omfatter en række partier, der af religiøse eller nationalistiske årsager er modstandere af oprettelsen af en palæstinensisk stat. Netanyahu har valgt at være gidsel i disse partiers hænder og har fravalgt den alternative mulighed: at danne regering med Tzipi Livnis Kadimaparti.

Indtil sammenstødet med Netanyahu sidste onsdag har Livni fastholdt, at hun ikke ville afvise en opfordring fra Netanyahu til samarbejde, forudsat at han ville forpligte sig til at føre forhandlinger med palæstinenserne om oprettelsen af en stat, evakuering af bosættelser, ophævelse af besættelsen, en løsning af Jerusalemproblemet etc. Denne mulighed må nu anses for at være udelukket. Det er dårlige nyheder, fordi det betyder, at Netanyahu fortsat vil trodse USA’s forsøg på at få gang i fredsforhandlingerne. Netanyahu står stærkere i konfrontationen med præsident Barack Obama efter midtvejsvalgene, hvor republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og demokraternes position i Senatet blev svækket. Netanyahus påstand om, at Palæstinakonflikten blot er et sideshow, og at dets løsning haster mindre end en konfrontation med Iran, vinder gehør hos mange republikanske politikere.