Franskmænd og amerikanere har vænnet os til valgkampe med kontroversielle hovedpersoner, nytænkning – på godt og ondt – og masser af spænding og overraskende resultater. Donald Trump og Emmanuel Macron er romanfigurer, og på deres vej til magten fejede de repræsentanterne for den gamle politiske orden til side.
Måske på den baggrund bliver de tyske medier stadig mere desperate over en valgkamp, som de karakteriserer med ordet ’langweilig’. Tv-duellen mellem ’Mutti’, som alle kender til hudløshed, og modkandidaten Martin Schulz, der var udråbt til at blive valgkampens højdepunkt, var en høflig udveksling af synspunkter, som lignede hinanden.




























