0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nej, rytterstatuer er ikke historisk formidling: Historie bliver først til, når vi stiller spørgsmål til den

Ofre river falske helte ned fra deres sokler. Det er historisk bevidsthed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ditte Valente
Arkivfoto: Ditte Valente

Det mindst egnede medium til formidling af historie er patetiske og propagandistiske statuer og mystiske gadenavne, der for længst har passeret sidste salgsdato. Salys rytterstatue fra 1771 af Frederik V på Amalienborg Slotsplads er et kunstnerisk mesterværk, men ikke historisk formidling, skriver Peter Wivel i denne klumme.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På 75-års dagen for Hitler-Tysklands kapitulation 8. maj 1945 åbnede byen Berlin en historisk udstilling, vi kunne klikke os ind på under coronakarantænen. Temaet lød: Vil du, hvad du har valgt? Hitler fik som bekendt magten efter et demokratisk valg, ikke ved et tilfælde. Og fortrydelse er som musens pipen, når vågens klo lukker sig om den.

Vil du, hvad du har valgt? Det spørgsmål stiller vælgere i Ungarn, Polen og Trumps USA sig også i tider, hvor det er for sent at græde. Intet havde været nemmere end at lære af historien. Den står til vores rådighed i et utal af bøger, film og udstillinger – og i rå virkelighed på museer, i kunst, i arkitektur, i bybilledet.

Det mindst egnede medium til formidling af historie er patetiske og propagandistiske statuer og mystiske gadenavne, der for længst har passeret sidste salgsdato. Salys rytterstatue fra 1771 af Frederik V på Amalienborg Slotsplads er et kunstnerisk mesterværk, men ikke historisk formidling, dertil optræder denne konge alt for sjældent i billedbladene. Hvis noget vidner om historisk bevidsthed, er det den billedstorm, der nu går over den vestlige verden. Historie bliver først til, når vi stiller spørgsmål til den.

I det offentlige rum må man skelne mellem historie og erindring, mellem stengæster og kultur. Historie er datid, viden og indsigt, fordybelse og fortolkning. Erindring er nærvær, omtanke, øjeblikkelig. Når vi erindrer, forstår vi pludselig det, der stadig bevæger os, en sansning, en medfølelse.

Den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga (1872-1945) kalder denne indlevelse ’historisk sans’. Han bedst kendte værk er ’Homo ludens – Om kulturens oprindelse i leg’, som jeg slugte, da bogen kom på dansk i 1963. Efter at have set en udstilling af gammel flamsk kunst i 1902 skrev Huizinga:

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere