I ugerne op til Brasiliens præsidentvalg sidste søndag slog det mig hele tiden, hvor følelsesladet denne valgkamp var. Brasilianerne gik med hele deres følelsesregister uden på tøjet, og når jeg talte med dem om politik og valg, leverede de lange inderlige forsvar for den kandidat, der var deres, og lige så uforsonlige og rasende angreb på den kandidat, de ikke havde tænkt sig at stemme på. Ved dette valg var brasilianerne kort sagt i deres følelsers vold.
Jeg forestiller mig, at det kan være forklaringen eller en af forklaringerne på, at ansete meningsmålinger tog så grueligt fejl i deres forudsigelser. De firmaer, der foretager målinger blandt vælgerne, har ikke redskaber til at måle følelser. De stiller rationelle spørgsmål og forventer rationelle svar, men hvis hele processen, hvori de opererer, er alt andet end rationel, skal det måske gå galt.


























