En af de vestligste byer, det foreløbig er lykkedes russiske lejetropper at indtage ved Dnipro-floden, er Kherson, øst for Odesa. Det kom til at koste Tetjana Mudryenko livet. Financial Times, den britiske avis, dokumenterer ved interviews med øjenvidner og ofrets officielt udformede dødsattest, at kvinden i sidste måned blev offentligt hængt. Den midaldrende barnesygeplejerske havde ved flere lejligheder råbt efter russiske soldater på gaden.
Rusland beskrives gerne som et ’autoritært’ regime. Det svære ord er ren markedsføring, bullshit. Putin foretrækker selv, sin listighed tro, at vi bruger det tvetydige udtryk ’suverænt demokrati’. Autoritære regimer dufter af demokrati, men stinker af en myndighed, der letter sine undersåtter for det ansvar, ethvert menneske har over for sig selv og sine medmennesker.


























