I denne uge har det amerikanske selskab Uber lanceret et nyt taxikoncept i Danmark. Med Uber bliver det muligt via en app at booke en køretur med privatpersoner, som har registreret sig som chauffører. Uber er allerede en stor succes i flere amerikanske stater, selvom firmaet har mødt massiv kritik fra den etablerede taxibranche.
Den danske taxibranche er også ude efter Uber. De mener, at firmaet trykker lønningerne, og at selskabet er alt for ureguleret i forhold til sikkerhed og forsikringer af kunder og biler. Uber mener ikke selv, at de er et taxiselskab, men opfatter i stedet sig selv som et teknologiselskab, der forbinder folk.


























