Kristian Bennedsenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.
Kristian Bennedsenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.
Vi taler ofte om social arv som mangel på muligheder. Men den findes også dér, hvor mulighederne synes uendelige. For vi vælger kun blandt de liv, vi har lært at forestille os.
I Gentofte kender man ikke håndværkere. Man glor på dem som middelalderbønder omkring en troldmand
»Social arv behøver ikke altid komme ind ad døren med cigaretrøg i tøjet og et kommunebrev i hånden. Den kan sagtens også dufte af rødvin, bøger og nysleben parket«, skriver Christopher Falkenberg. Arkivtegning Mette Dreyer
Lyt til artiklen
Henter...
Der står en mand på en stige hjemme hos mine forældre i Gentofte. Han hedder Peter Polak. Peter står med hovedet oppe under loftet med et bundt ledninger mellem fingrene. Hvad han præcis laver? Aner det ikke. Min far har forklaret mig det tre gange. Ingen af os forstår det. Men vi er selvfølgelig også uddannede mennesker.
Min far står nedenfor og kigger op. Min mor har lavet kaffe. Selv sidder jeg ved spisebordet og arbejder med noget marketing. Tre veluddannede mennesker samlet omkring én mand, der faktisk ved, hvad han laver. Peter trækker i en ledning. Lytter. Skruer videre. Han siger ikke ret meget. Han er jo polak. Mit indtryk er i det hele taget, at mennesker med egentlige kompetencer sjældent siger ret meget. De går bare rundt og fikser ting.
Kristian Bennedsenhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.
