Man bliver næsten lidt nostalgisk af Marlene Winds nye kampskrift for det liberale demokrati. Det minder, som erindringen om uendelige sommerdage og mad, som vor mor lavede den, om en svunden tid.
Dengang i 1990’erne, hvor demokratiets, markedsøkonomiens og EU’s fremmarch syntes uundgåelig efter kommunismens sammenbrud, ville Winds kærlighedserklæring have været lige så banal, som den var unødvendig. Historien var slut, og det liberale demokrati havde vundet. Men i dag synes advarslerne mod truslerne mod demokratiet i Europa bekymrende aktuel.
