Artiklen er opdateret 13:15 med strafudmålingen.
Den franske ekspræsident Nicolas Sarkozy er fundet delvist skyldig i en sag om ulovlig kampagnestøtte fra Libyens regering og får fem års fængsel, skriver AFP.
AFP skriver, at domstolen i Paris har fundet Sarkozy skyldig i sammensværgelse på grund af beskyldningerne om, at han tog imod ulovlig kampagnestøtte i løbet af præsidentvalget i 2007.
Han er blevet frifundet for en separat anklage om korruption, skriver AFP.
Dommeren har fundet det bevist, at Sarkozy som siddende minister og partileder på det pågældende tidspunkt tillod tætte samarbejdspartnere og politiske støtter at række ud til libyske myndigheder ’for at få fat i eller forsøge at få fat i økonomisk støtte’.
Til gengæld mener dommeren ikke, at det er bevist, at penge fra den libyske regering i sidste ende blev brugt i Sarkozys præsidentkampagne i 2007.
Anklagerne har i løbet af retssagen påstået, at Sarkozy i 2005 lavede en aftale med den daværende libyske leder, Muammar Gaddafi, om at modtage penge til sin politiske kampagne op til det franske præsidentvalg i 2007.
Sarkozy skal have tilbudt nu afdøde Gaddafi at støtte den libyske regering, som på det tidspunkt var isoleret på den internationale scene.
Den økonomiske støtte løb ifølge anklagerne op i omkring 50 millioner euro - godt 370 millioner kroner.
Anklagemyndigheden har krævet syv års fængsel til den tidligere præsident.
Nicolas Sarkozy var præsident i Frankrig fra 2007 til 2012. Han har nægtet sig skyldig.
Anklagerne mod Sarkozy kan spores tilbage til 2011, hvor et libysk nyhedsbureau og Gaddafi selv sagde, at den libyske stat i hemmelighed havde doneret millioner af euro til Sarkozys valgkamp i 2007.
Gaddafi var Libyens leder fra 1969 til 2011, hvor han blev afsat og dræbt.
Sarkozy er tidligere blevet dømt i to andre sager og fik i maj i år fjernet en fodlænke i forbindelse med en dom for korruption. Denne dom fik han første gang i 2021 for blandt andet at forsøge at bestikke en dommer.
I en anden sag blev Sarkozy sidste år idømt et års fængsel for ulovlig finansiering af sin præsidentkampagne ved valget i 2012, som han tabte. Han har anket den dom.
ritzau
fortsæt med at læse




























