Det ser sort ud for Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. Målingerne er elendige. Baglandet er i oprør. Trætte af topstyring og magtfuldkommenhed. Og så kom coronakrisen. Ud af det blå og med en kraft, der afgørende ændrer dynamikken i dansk politik. Ja, faktisk kan krisen være den vektor, som skubber partiet helt ud over kanten og ned i glemslens rodekasse.
For på et tidspunkt, hvor nationens sundhedsvæsen er under maksimalt pres, hvor verden er lukket, og dansk økonomi er kastet ned i et hul så sort og dybt, at det hverken er velegnet for børn, overvismænd og andre letpåvirkelige sjæle, ja, hvem har så brug for Dansk Folkeparti? Hvem har brug for den helt særlige cocktail af snusfornuft, symbolpolitik og selvgodhed, der altid har været partiets drivkraft?
