Midt- og Vestsjællands Politi har vedtaget muligheden for at sigte selvmordstruede borgere, hvis de talrige gange obstruerer trafikken i forbindelse med selvmordsforsøg. Denne beslutning er taget i samarbejde med psykiatrien, hvorfra cheflæge Nicolas Rescalvo Hansen beskriver: »For de patienter kan det være gavnligt at lære, at det faktisk har konsekvenser for dem at ty til uhensigtsmæssig adfærd ved at gå ud på banelegemet eller obstruere trafikken…Vi skal møde patienterne som ligeværdige mennesker. Der hjælper den konstante positive særbehandling og det at møde dem ved at sige, at det er synd for dem, ikke altid. I stedet prøver vi at tale med dem om, at det er farligt at standse togtrafikken. Indtil videre responderer mange godt på det, fordi de oplever at blive taget alvorligt«.
Det er en samfundsmæssig realitet, at kapaciteten i de tilbud, vi har til medborgere i psykisk krise, ikke kan imødekomme behovet for hjælp. Som politiinspektør Thomas Tarpgård siger, er det »måske ikke den ideelle måde at få hjælp på. Men det er det, vi kan gøre som politimyndighed«. Dette mener jeg er en ærlig udmelding, der spejler en trist realitet, vi alle bør kæmpe for at ændre. Der hvor advarselslamperne går af for mig og andre, er i udtalelserne om sigtelserne som et terapeutisk eller pædagogisk redskab.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
