Danmark er snublende tæt på ikke at leve op til en politisk aftale, der sætter loft over udslippet af drivhusgasser i 2025. For med kun kort tid til målet er det stadig langtfra givet, at udslippet som aftalt falder med mellem 50 procent og 54 procent i forhold til 1990.
Spørger man regeringen, mangler der en lille halv million ton. Spørger man Klimarådet og den grønne tænketank Concito, mangler der ca. 2 millioner ton. Og ingen af dem er glade for regeringens idé om at løse problemet ved at blande flere planterester i benzintanken: Det sænker CO2-udslippet i Danmark, men har ifølge langt de fleste eksperter en kæmperisiko for at lede til skovrydning i udlandet. Og så er klodens helbred jo lige vidt.




























