Allerede i 1950'erne var det rystende at besøge Gaza

Mellemøsten er vel den region, der i dag rummer problemer af den største fare for verdensfreden. Det er skueplads for konflikten mellem jøder og arabere på snart tiende år; en konflikt, der har åbnet døren for russisk infiltration. I Cairo og Damaskus har Sovjetunionen etableret støttepunkter, som truer hele det vestlige forsvarssystem i Asien og Afrika.

Mellemøsten har også en uheldig evne til at så splid mellem Vestmagterne indbyrdes. I 1945 hjalp englænderne med at kaste franskmændene på porten i Syrien og Libanon. Og i 1956 satte amerikanerne effektivt stopper fra den engelsk-franske aktion mod Ægypten.

Gazaområdet er det urolige Mellemøstens nervecentrum. Her findes der – i langt større udstrækning end i noget andet område i Mellemøsten – alle de betingelser, som vil kunne kaste verden ud i en altødelæggende tredje verdenskrig. Det er derfor et område, som må behandles med største hast.

Mellemøsten er i politisk henseende et vulkansk område, hvor det ikke er nogen nytte til at forsøge at begrænse et udbrud. Et skud i Bagdad vil kunne sætte blodige demonstrationer i gang i Gaza. Vi har oplevet et advarende eksempel for nogle måneder siden. Det var de ægyptiske fedayeen-angreb, der blev dirigeret fra Gaza-området, som efter flere års tøven drev Israel til at angribe Ægypten i Sinai-ørkenen. Og det var det israelske angreb, som gav England og Frankrig anledning til at rette det mislykkede angreb mod Port Said; et angreb, som rummede faren for en russisk intervention.

Foto: National Photo Collection of Israel/PRIDAN MOSHE

En ulykkelig befolkning

Gaza-området er en ny geografisk betegnelse – det blev skabt som følge af delingen af Palæstina i 1949 mellem jøder og arabere og efter de arabiske Iandes angreb mod Israel. Indtil da havde Gaza-området været en del af Palæstina; efter krigen beholdt Ægypten området, som dets styrker holdt besat.

Således skabte den militære situation i 1949 de politiske grænser, som i 1957 gav anledning til en ny eksplosion mellem Israel og araberne.

Ingen er mere ulykkelig over denne situation end araberne i Gaza. Under et interview, som jeg havde med borgmesteren i Gaza, Rushdi Bey Shawa, for nogle dage siden, sagde han bl.a.: »Vi er en ulykkelig befolkning, vi hører ingen steder hjemme, har ingen nationalitet og ved ikke, hvad fremtiden vil bringe«. Det var ingen overdrivelse. Gaza har i løbet af mindre end 10 år set fire forskellige regimenter komme og gå. Fire forskellige hære har okkuperet området; det måler otte km i bredden og 40 km i længden, og hvor 65 pct. af de 300.000 indbyggere lever i lejre under international forsorg.

Først var det englænderne, siden kom ægypterne, den 2. november sidste år marcherede israelerne ind, og derefter fulgte FN-styrkerne, og efter Nassers sidste krav er fremtiden uvis. Gaza-området har ikke lidt store ødelæggelser under denne skiften fra regime til regime. Byerne er ubeskadigede, og menneskene har overlevet.

Befolkningen har årtusinders øvelse i at overleve. Det har aldrig kostet blodige kampe at erobre Gaza.

Siden den blev grundlagt af filistrene, hvor Via Maris, kystvejen, der i oldtiden forbandt Ægypten med Syrien, krydser den ældgamle karavanevej mellem Middelhavet og Den Arabiske Halvø, er Gaza blevet erobret og tabt utallige gange i historiens løb. Den blev erobret af assyrerne, ægypterne, babylonerne og perserne. Siden blev den helleniseret og besat af romerne. Kristne stredes om den med muhamedanerne, Napoleon tog den fra tyrkerne og mistede den igen. Siden kom englænderne og ægypterne, den overgik fra israelsk kontrol til FN-styrkerne, men er alligevel et stridens æble.

Når tiden er inde, hænger Gazas befolkning de hvide flag ud, skodder vinduerne og butikker og venter inden døre på den nye besættelsesmagts ankomst. Dette er måske ikke en optræden, der er egnet til at fremkalde beundring. Men hvem ønsker at vække beundring? Gazas befolkning er kendt som handelsmænd, ikke som krigere. De ønsker at overleve.

Foto: Jean Jacques Levy/Ritzau Scanpix

Nogle af verdens bedste dadler

Gaza-området er vanskeligt stillet i sin økonomiske isolation. Det blev skabt på grund af politiske forviklinger, og det fortsætter at eksistere på grund af politikernes stædighed. Befolkningen må betale for dette ved at leve i yderste armod.

Gaza grænser mod nord og øst til Israel, mod vest ligger Middelhavet, og forbindelsen mod syd til Ægypten går over 600 km ørken. Økonomisk set har det ingen betydning haft for ægypterne, snarere har det været en belastning. Men strategisk har det betydet, at Ægypten har kunnet kontrollere en fremskudt base mindre end 75 km fra Tel Aviv. Man har rammende karakteriseret området som en finger i øjet på Israel.

Befolkningen i Gaza led under den økonomiske isolation fra Israel, som det geografisk hører til. Der går ganske vist en landevej fra Gaza til Ægypten over Suez-kanalen, men transporten er vanskelig og dyr. Gazas landbrugs- og håndværksproduktion kunne ikke sælges i Ægypten, fordi de ægyptiske myndigheder betragtede dem som en konkurrence til ægyptisk produktion.

I Dir el Ballah f.eks., en af de fem større byer, lever de 3.000 indbyggere næsten udelukkende af daddeldyrkning. Dir el Ballah betyder Daddelpalmernes Have, og sandt er det, at der dyrkes nogle af verdens bedste dadler. Men de hører også til verdens lettest fordærvelige, som ikke kan tåle transporten til Ægypten. Og eksport sydover var den eneste mulighed, efter at grænsen til Israel var lukket. Dir el Ba]lahs befolkning måtte år efter år se dadlerne rådne.

2.500 tons var den årlige høst, og man kunne kun afsætte 50 ton. Man skal have set fattigdom i Mellemøsten for at forstå, under hvilke vilkår befolkningen i Daddelpalmernes Have levede.

Det samme var tilfældet med områdets fiskeri, der gav føden til over 1.000 familier. De fisker fra primitive fartøjer med blus efter traditionelle og forældede metoder, men fisken kunne man da tidligere sælge til gode priser i Tel Aviv. Da krigen i 1948 isolerede Gaza fra Israel, betød det ruin for fiskerne. Hjemmemarkedet kunne ikke aftage fangsten, og til Ægypten kunne den ikke transporteres i sommerheden. Bunden var slået væk under befolkningens eksistens. Dette gjaldt både de 35.000 personer, der levede af Gazas landbrug og fiskeri, som de resterende 65.000 permanente indbyggere, der var beskæftiget i handel, industri og håndværk.

Gazas fisk blev modtaget med begejstring

Da israelerne okkuperede Gaza-området den 2. november sidste år, fandt man, at de 200.000 arabiske flygtninge, som levede under FN-forsorg, ikke betød en økonomisk belastning for Israel. De ville fortsat leve under FN-forsorg og administration. Men af de 100.000 permanente indbyggere i området måtte ca. 60.000 have tildelt levnedsmidler konstant; det vil hovedsagelig sige mel, sukker og fedtstoffer.

Israelerne overtog denne forpligtelse, men de var kommet til Gaza for at blive, i hvert fald – mente man dengang – indtil man havde sluttet fred med Ægypten, eller indtil en ordning var fundet for Gaza-områdets fremtid. Man havde ikke regnet med at skulle rømme efter tre måneders forløb. Man troede, at det ville blive et ophold af længere varighed og forsøgte at finde frem til en løsning af områdets hovedproblem: genopbygningen af samfundets økonomi.

Man dannede en indkøbskommission, der i løbet af kort tid havde placeret ordrer hos de arabiske håndværkere, tilstrækkeligt til at garantere tre måneders fuld beskæftigelse. Gaza-tæpper og lervarer, to traditionelle håndværksprodukter i området, blev solgt i Israel, det samme gjaldt andre produkter. Gazas appelsiner blev eksporteret gennem Israel, og Dir el Ballahs dadler og Gazas fisk blev modtaget med begejstring af israelske husmødre.

Israelerne nedsatte endnu en kommission, der havde til opgave at undersøge områdets økonomiske udviklingsmuligheder, og man besluttede bl.a. at føre vandledninger fra Israel til Gazas landsbyer, levere elektricitet, gødning og maskiner, der kunne have øget områdets landbrugsproduktion betydeligt.

Det ville være synd at sige, at Gazas befolkning kom til at nære dyb hengivenhed for israelerne på grund af deres forsøg på at bringe samfundets økonomi på ret køl. Man bliver ikke venner på én nat efter at have levet som fjende i otte år. Men Gazas indbyggere kender af bitter erfaring sandheden i udtrykket: »If trade does not cross borders armies will«.

Man nærede i begyndelsen mistillid til israelerne, hvilke er naturligt, men på den anden side kunne man heller ikke lide ægypterne. Og man foretrak i hvert fald de åbne israelske markeder 60 km borte frem for de lukkede ægyptiske markeder 600 km mod syd på den anden side af Sinai-ørkenen.

Beslutningen om, at Israel skulle rømme Gaza, blev truffet på et storpolitisk plan. Der var ingen, som spurgte Gazas befolkning. De var bange for fremtiden. Bange for, hvad der ville ske, når FN-styrkerne kom og de nye økonomiske forbindelser til Israel blev afbrudt, og endnu mere bange for, hvordan forholdet til Ægypten ville udvikle sig. FN har ganske vist erklæret, at israelske penge vil blive møntfod i området, men medens disse linjer trykkes, ser det ikke meget ud til, at det vil kunne gennemføres.

En modig mand

Rushdi Shawa er en modig mand. Han er 60 år og har været borgmester i 15. Han begyndte under englænderne og fortsatte en tid under ægypternes okkupation. Siden kastede de ham i fængsel. Israelerne gjorde ham igen til borgmester, og han samarbejdede loyalt med de israelske myndigheder på alle de områder, som berørte befolkningens ve og vel.

Kort efter at Israels beslutning om at rømme Gaza var blevet offentliggjort, talte jeg med ham. Hans slutbemærkning gav udtryk for en realistisk politikers indstilling til konflikten mellem jøder og arabere.

»Hele den arabiske verden«, sagde han, »og også Israel er udmattet efter ni års ufred og manglende samarbejde. Enten vil vi alle bløde langsomt til døde, eller også må vi slutte fred med hinanden. Det vil være en katastrofe, hvis vi igen bliver isoleret fra de israelske markeder«.

Gaza er som uddød. Skodderne er i disse dage trykket ned for de arabiske forretninger, og basarerne er mennesketomme. Der har været nogle ophidsede demonstrationer, og endnu en gang er det økonomiske liv gået i stå, som det er sket så mange gange før, medens Gazas befolkning venter på en ny hærs indmarch.

Kvinder og børn holder sig inden døre i byer og landsbyer. Og mændene sidder på cafeerne og lytter til radioen og diskuterer – og venter. Fra stenhuse og mudderhytter hænger hvide flag som tegn på overgivelse. Måske hænger de der endnu, fra sidste gang fremmede tropper marcherede ind.

Dette er i disse dage de billeder, som præger sig stærkest i erindringen efter besøg i Gaza. De tomme gader, de hvide flag – og de mange mænd, der sidder og bare venter.

Om Herbert Pundik

Født 23. september 1927 i København.

Hans forældre, Eva Pundik og Mendel Pundik var dansk-jødiske. Familien flygtede til Sverige under Anden Verdenskrig.

I 1948 forlod han Danmark for at deltage som frivillig i Israels uafhængighedskrig. Da han vendte hjem til København, tog han filosofikum og skrev bl.a. til bladene Frit Danmark og Information. Var medgrundlægger af tidsskriftet Israel i 1949.

Blev gift med Inge Ruth Ginsburg i 1951. De fik sammen tre børn. Familien udvandrede i 1954 til Israel.

Blev i 1956 korrespondent og arbejdede blandt andet for DR og Information. ifølge Pundiks erindringer fra 2006 løste han i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne ’freelanceopgaver’ for den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Fik job som rejsende korrespondent for Politiken fra 1963. I 1966 fik han tildelt Cavlingprisen.

I 1970 blev han ansvarshavende chefredaktør på Politiken. Stillingen havde han frem til 1993. Han fortsatte som seniorkorrespondent.

Forfatter til en lang række bøger.

Døde i 2019, 92 år gammel.