Da jeg en dag på redaktionen for snart et år siden passerede Herbert Pundiks lille kontor og gennem døren hørte den karakteristiske klapren af hans gamle skrivemaskine, slog det mig med ét, at tiden var ved at løbe fra mig. Der var gået to årtier, siden jeg havde lavet et stort interview med manden bag døren om hans liv og – ikke mindst – hans livslange forsøg på én gang for alle at afslutte sin slægts endeløse flugt. Hvis jeg tøvede ret meget længere, tænkte jeg, risikerede jeg, at det blev for sent også på lyd, mere omfattende og med hans egen stemme at få sikret for eftertiden den historie, som jeg ville ønske, at endnu flere kendte – ikke mindst yngre.
Altså spurgte jeg. Og fik ja.
Egentlig var tanken at interviewe Herbert Pundik i vores podcaststudie på redaktionen i København, men selv syntes seniorkorrespondenten og den tidligere chefredaktør, at det var noget pjat. Når så stor og så afgørende en del af hans liv havde udspillet sig i Israel, måtte jeg værsgo komme ned og lave nogle af optagelserne der.
Og sådan blev det. Heldigvis.
Da vi var færdige med podcasten i foråret, anede ingen af os, hvor tæt vi var kommet på den deadline, livet nu har sat for projektet. Hvor heldige vi var med vores timing. Yderligere nogle få måneders tøven, og vi havde ikke haft Herbert Pundiks fortælling på lyd i dag.
Ind til benet
Det er en sær følelse pludselig at omtale ham i datid. Helt uvirkeligt, når jeg tænker på, hvor levende et menneske det var, jeg besøgte i Tel Aviv bare for nogle få måneder siden. Og som jeg fulgte til de steder, hvor han i 1948 kæmpede på jødisk side i krigen for Israels oprettelse.
Hvad han var for en person, tør jeg ikke byde på i nogle få ord eller sætninger. Men – som jeg siger i podcasten – er der to træk, jeg har bemærket, at han syntes at mangle. Først og fremmest forfængelighed. Selv om han i årtier omgav sig med folk fra kulturens elite, var det aldrig mit indtryk, at deres status på nogen måde interesserede ham. For Herbert Pundik var parat til at lytte til hvem som helst. Hvis man vel at mærke sagde noget, der interesserede ham. Og hvis ikke man gjorde det, opdagede man det snart.
Det var altid emnet, der optog Herbert Pundik. Ikke personen. Og det i så udtalt en grad, at jeg gerne tror, hvad han selv har sagt engang: at han tvivlede på, at han – hvis han havde set sig selv på gaden – overhovedet ville have genkendt sig selv.
Og så var der endnu en ting, han syntes at mangle: sentimentalitet. Følelser havde han skam, som man kan forvisse sig om i vores podcast ’Den sidste flygtning’. Han udtrykte dem også gerne. Når han fandt det relevant. Men han dvælede aldrig i dem. Hvad enten det handlede om storpolitik eller hans eget liv, skar Herbert Pundik instinktivt ind til benet. Forholdt sig til, hvad sagen handlede om. Hvad der var muligt. Hvad der ikke var muligt. Og gik videre.
Hør de fire afsnit af podcasten ’Den sidste flygtning’ her:
fortsæt med at læse
