I halvandet år har jeg på det fremragende franske netmedie l’Orient XXI fulgt journalisten Rami Abou Jamous fra Gaza. Gennem hans følsomme og i begyndelsen lettere humoristiske reportager og analyser af situationen har jeg fulgt med i hverdagen for hans familie, og hvordan han længe kunne bilde sin lille søn ind, at bomberne var fyrværkeri. Samtidig har han beskrevet livet for gazanerne i almindelighed og blandt andet fortalt om alle de nye små opfindsomme erhverv, der er dukket op i kølvandet på krigen.
Han har også fortalt om den indbyrdes solidaritet i befolkningen, en solidaritet og varme, som bl.a. den israelske journalist Amira Hass så ofte har beskrevet. Men siden Israel brød våbenhvilen i marts 2025, har jeg kunnet læse en tiltagende frustration og sorgfuldhed og selvsagt bekymring for den lille familie, der i mellemtiden er blevet udvidet med en lillebror. Det er ikke længere muligt at bilde sønnen Walid ind, at bomberne er fyrværkeri, og det er ikke muligt at efterkomme hans ønsker om at spise kylling.
