Anna Fuglsanghar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Anna Fuglsanghar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Politiet har fredag skudt en formodet gerningsmand bag et skyderi i Nørresundby. Han er alvorligt såret.

Borger, der har mistet livet, blev ikke ramt af politiets skud

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret fredag 20:50.

En borger har mistet livet i forbindelse med en skudepisode i Nørresundby fredag eftermiddag. I alt blev tre personer ramt af skud. Den ene er en betjent, oplyser Nordjyllands Politi.

Den person, der er afgået ved døden som følge af et skyderi i Nørresundby fredag, blev fundet død, efter at politiet havde nedkæmpet en mistænkt gerningsmand.

»Han er ikke blevet ramt af politiets skud«, siger Claus Danø, der er politiinspektør i Nordjyllands Politi, på en pressebriefing fredag aften.

Personen blev fundet død, da politiet afsøgte gerningsstedet. Ildkampen udspillede sig i et industriområde i Nørresundby kort før klokken 14. Inden da var der kommet melding om brand i en bygning på Virkelyst. Røgen kunne ses langt væk. Men da en patrulje rykkede ud til stedet, blev den beskudt af en gerningsmand.

En betjent blev ramt af skud i benet. Han er fredag aften på operationsbordet i stabil tilstand, lyder det på briefingen.

Politiet skød tilbage, og i den forbindelse blev den mistænkte ramt. Claus Danø siger, at han formentlig er ramt i halsen, men at det stadig er usikkert. I en meddelelse udsendt kort efter klokken 16 skriver politiet, at han er »alvorligt såret«.

»Politiet skal nu klarlægge hændelsesforløbet. Det skal undersøges, hvad der er sket, og hvad der ligger bag«, siger politiinspektøren.

Derfor er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) blevet underrettet om episoden, som det er kutyme, når en person kommer slemt til skade eller afgår ved døden som følge af politiets indgriben.

DUP har iværksat en efterforskning af hændelsen, lyder det i en pressemeddelelse fra myndigheden.

Ifølge Claus Danø er der forlydender om, at gerningsmanden skød mod civile på vejen Virkelyst.

»Så der kan være personer, vi endnu ikke har talt med«, siger han og opfordrer vidner til at henvende sig på 1-1-4.

Den mistænkte benyttede en riffel i skyderiet.

Claus Danø kan fredag aften ikke udtale sig om et muligt motiv bag hændelsen.

Det er dog politiets opfattelse, at der er tale om en isoleret hændelse, der ikke har relation til bandemiljøet, hvorfor der ikke menes at være fare for borgere.

Politiet har lavet et opsamlingssted på Virkelyst 3, der er i nærheden af gerningsstedet. Her er der rekvireret psykosocialt beredskab i samarbejde med Aalborg Kommune.

Politiets teknikere er fortsat på gerningsstedet, og der vil de være hele natten.

»Der pågår rigtig meget. Meget er uklart, og meget skal undersøges nærmere«, siger Claus Danø.

Det er ikke kommet frem, om den mistænkte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Hvis det er tilfældet, skal det ske højest 24 timer efter, at han blev anholdt.

Fordi den formodede gerningsmand er alvorligt såret, kan det være, at han ikke er i stand til at møde fysisk op i et grundlovsforhør.

I det tilfælde vil han blive fremstillet og eventuelt fængslet in absentia – altså uden at være til stede.

Hvis han fængsles, skal han fremstilles i et nyt grundlovsforhør, når han vurderes til at være frisk nok til det.

Under den massive indsats i området gav politiet klokken 14 melding om ’igangværende skyderi på Virkelyst 12’, og civile blev opfordret til at holde sig på afstand.

Der blev set betjente med skudsikre veste løbe rundt mellem bygningerne.

Foruden brandvæsenet rykkede også flere ambulancer ud til området.

Der er ingen oplysninger om identiteten på de involverede. Heller ikke om alderen på hverken gerningsmand eller den afdøde. Det er også uvist, hvilken relation der er mellem de to personer.

Fredag aften er politiet til stede på en adresse på Dronningsgade i Nørresundby i forbindelse med efterforskningen af sagen. Politiet ønsker ikke at dele yderligere om tilstedeværelsen.

Justitsminister Nicolai Wammen (S) har i en skriftlig kommentar til Ritzau skrevet, at han tænker på de involverede.

»Mine tanker går til den afdøde, betjenten, de pårørende og kollegerne til betjenten«, lyder det.

ritzau

PodcastSe alle
Det føles forkert at hjælpe en enkelt pige og ikke alle de andre her i lejren. Men at bede om at få historien om Aisha og lov til at tage hendes billede og så bare gå videre, det er umuligt, fortæller Politikens journalist Bo Søndergaard. Sammen med fotograf Mads Nissen har Bo Søndergaard besøgt flygtningelejren Goz Salaam i Sudan, hvor 20-30.000 er på flugt fra tre års borgerkrig, der har ødelagt Sudan og gjort millioner af mennesker til flygtninge i deres eget land.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her