Identitetspolitik er et nyt ord for noget meget gammelt. Stort set alle de historiske sociale og politiske bevægelser, der har forandret verden, er i bund og grund identitetspolitiske. Kvindebevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen, antiapartheid. Lad os da snuppe arbejderbevægelsen og bondebevægelsen med. Trumps vælgerbase er om noget identitetspolitisk, og når Dansk Folkeparti har bidt sig fast i håndtryk og svinekost som emblemer for danskhed, er det også national identitetspolitik.
Det er ikke denne brede definition, som dominerer i den danske offentlighed, men en mere specifik og negativ forståelse, som kobler begrebet identitetspolitik til en overfølsom overpolitisering af kvinder og minoriteters vilkår importeret fra det politisk korrekte USA. Efter en årrække med mediehypede enkeltsager er vi mest af alt blevet kloge på, lige præcis hvor uenige vi er på tværs af vores forskellige identiteter. Det har vi været længe uden at tale med hinanden om det, hvilket i sig selv burde kalde på eftertanke.
