Statsminister Mette Frederiksens (S) ord fik straks historikere til at grave dybt for at finde et referencepunkt. Skulle vi tilbage til 1600-, 1700- og 1800-tallet, hvor vi havde en af verdens største flåder? Måske. I hvert fald står det klart, at SVM-regeringen med principbeslutningen om at indkøbe »langtrækkende præcisionsvåben« har bevæget sig ud på nyt militært territorium.
Formålet lagde en alvorstung Mette Frederiksen ikke skjul på: At Danmark skal »kunne ramme mål på stor afstand«. Læs: Rusland. Med de ord går Danmark fra ikke alene at tale om forsvar, men også angreb, og det var det, der fik historikerne til at kigge dybt i historiebøgerne. Danmark ønsker at afskrække russerne fra at angribe Danmark ved at købe våbensystemer, der kan angribe langt ind i Rusland.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

