En svulmende Mølleå strømmede ind ved Abelones Plads, blandede sig med kloakvand og regn og trængte langt op i et helt bykvarter ved Vedelsgade og Staldgårdsgade. Det var tirsdag aften og nat i Vejle, og det skyllede ind i kældre, butikker og stuelejligheder og op om de frivilliges wadersklædte ben. Gader blev lukket for trafik, og strømmen blev lukket for cirka 1.200 husstande.
Noget af en vasker for en by, der er vant til vand, men i en periode over 10 år har investeret godt og vel 100 millioner kroner i sluser og pumper og vandopdæmning i oplandet, der skulle gøre en ende på de gentagne overløb. Som har fastansatte dedikerede højvandsvagter til hele tiden at holde øje med vandstanden og vejret. Og som har afværget vandet mange gange de seneste år – før det gik galt denne gang.




























