Hvor arbejder du, og hvad laver du? Medmindre man er meget tiltrukket af sin bordfælle eller føler sig ualmindeligt inspireret, er det et af de faste standardspørgsmål, de fleste af os møder nye mennesker med. Arbejde i det 21. århundrede er meget mere end blot arbejde. Det er en central del af det moderne menneskes identitet og noget af det, arbejdsløse klager mest over, er, at de er sat uden for denne centrale del af tilværelsen. Virksomhedskulturen hudflettes Ikke at arbejde er derfor ikke nogen særlig attraktiv løsning, men behøver man derfor virkelig pukle livet af sig? Ikke efter den franske forfatter Corinne Maiers mening. Efter 12 desillusionerende og kedsommelige år som økonom i det franske elektricitetsselskab Electricité de France (EDF) udgav hun sidste år en lille bog om sine refleksioner omkring arbejdslivet. 'Goddag til dovenskaben' er titlen, og så begyndte balladen. Maier er nemlig meget lidt imponeret af den franske virksomhedskultur, som hun hudfletter i en så underholdende og rammende grad, at en halv million franskmænd hurtigt anskaffede sig værket. Gennemskueligt bluff Og lige efter bogen kastede EDF sig straks ud i en kampagne mod hende, der kun yderligere udstillede det hykleri, Maier beskrev i sin bog. Midt i sommerferien hasteindkaldte elselskabet hende til en kammeratlig samtale, ikke om bogen, næh nej, men om, at Maier vist engang var kommet til at læse avis i arbejdstiden og var gået fra et kursus før tid. Der gik rygter om en forestående fyring. Men Maier var klogere. Hun så gennem selskabets bluff, udeblev fra mødet, afviste beskyldningerne skriftligt og blev i sommerhuset. Ventede på, at medierådgiverne forklarede cheferne i EDF, at det dummeste, de kunne gøre, var at fyre hende. Og mødte roligt tilbage på arbejde efter sommerferien som planlagt. Minimal deltagelse Nu er 'Goddag til dovenskaben' så blevet oversat til dansk, så også vi nordboer kan nyde godt af Maiers overvejelser. Og selv om bogen er meget fransk, og ikke alt er relevant for en gennemsnitlig dansk løntræl, er Maiers overordnede pointer enkle og universelle. For det første: Firmaet er sig selv nærmest, og det bør du, den ansatte, også være. For det andet: Det nytter ikke at arbejde som et bæst. Gevinsten går under alle omstændigheder din næse forbi, så brug hellere tiden på at lave så lidt som muligt. Grundlæggeren af de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertins, blev berømt på at sige, at det »ikke gælder om at vinde, men om at deltage«. I nutidens arbejdsmarked er Maiers motto, at det »gælder om at deltage så lidt som muligt«. Disse to grundlæggende erkendelser udbygger Maier herefter med spiddende ironiske betragtninger omkring det så højt besungne 'moderne arbejdsliv'. Jo mere uforståeligt, jo bedre Tag lønnen. Her påpeger hun med god ret det bizarre i, at retorikken ved middagsborde og til sociale sammenkomster er, at arbejdet handler om selvrealisering og om at være en fri agent, og at det med pengene sådan set kun er en biting. Sludder og vrøvl, det er det, som betaler huslejen og skaffer føden, skiferien og firhjulstrækkeren. Eller tag den moderne managementjargon. Det er sikkert værre i Frankrig end herhjemme, men man skal ikke have læst ret mange ulæselige memoer, notitser eller notater med et firecifret lixtal for at trække på smilebåndene, når Maier går i flæsket på det og opsummerer memoets gyldne regel: Jo mere indviklet og jo flere uforståelige forkortelser og omdefinerede ord, jo bedre, sådan at man kan være helt sikker på, at kun de indviede fatter en dyt af, hvad der foregår. En strategi, der i løbet af forbløffende kort tid kan destruere selv meget veluddannede menneskers evne til at skrive blot nogenlunde læseligt. Mens vi er ved strategier, er det heller ikke helt skævt, når Maier konstaterer, at de evindelige strategiplaner, som managementkonsulenter får uhyre summer for at udarbejde, i virkeligheden alle er variationer over to temaer: At fokusere på kerneområderne eller at diversificere. Og at moden inden for virksomhedsledelse med nogle års mellemrum skifter helt forudsigeligt mellem disse to yderpunkter. Kunsten at virke travl Som man nok aner, har bogen sine steder en lovlig kraftig bismag af socialisme. Men noget er der jo om det. Samfundet deles mere og mere i dem, der har, og dem, der ikke har, og selv om man ikke som Maier behøver gå planken ud og decideret advokere for en slags ikkevoldelig modstand, bliver man let lidt kynisk i disse nyliberale tider, hvor de dygtige scorer kassen, og fanden tager den bagerste. Og det bringer os til det operative i Maiers bog, nemlig hvordan man - efter at have indset systemets grundlæggende uretfærdighed - bedst opererer i det. Her er lektien enkel. Fra tegneserien Dilbert snupper hun det gode råd aldrig at forlade skrivebordet uden en stak papirer under armen. I en moderne organisation, hvor de fleste alligevel ikke ved, hvad de andre laver, er det langt vigtigere at virke travl end rent faktisk at få udrettet noget. Ingen retfærdighed Det bringer Mayer til hendes andet fif til at navigere i The Firm, nemlig for Guds skyld at holde sig langt væk fra klart definerede opgaver. Hold dig fra opgaver i marken, bliv på hovedkontoret, hvor uafsluttede møder og processer kan fylde dagen og holde din personlige arbejdsindsats passende diffus. Og tag den så med ro. Der er alligevel ikke nogen retfærdighed på arbejdsmarkedet. Det er tit de dårligste, som bliver forfremmet bare for at blive fri for dem, så slap dog af og hyg dig på arbejdet med at lave så lidt som overhovedet muligt. Der er alligevel ingen, der lægger mærke til det.