Henning Pedersenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Henning Pedersenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Danmark havde gerne set, at techgiganter skulle skanne borgeres beskeder, men det lod sig ikke gøre.

EU-lande er enige om forslag, som bekæmper seksuelt misbrug af børn

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Det danske EU-formandskab har fået opbakning blandt EU-landene til et kompromisforslag, som skal bekæmpe seksuelle overgreb mod børn, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

I sidste måned opgav det danske formandskab et forslag, som skulle tvinge techgiganter til at scanne borgeres beskeder for billedmateriale af seksuelle krænkelser af børn. Tyskland og senere regeringspartiet Moderaterne var imod, fordi det var for indgribende, lød det. Derfor er der altså tale om et kompromisforslag.

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg rigtigt gerne havde set, at EU-landene havde været klar til at gå endnu længere, end vi har gjort med denne aftale, blandt andet ved at indføre krav til tech-giganterne om at opspore materiale, der viser overgreb mod børn«, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

Men justitsministeren er trods alt glad for, at der nu er enighed om et kompromisforslag.

»Det er nemlig helt afgørende, at vi kommer videre i de her forhandlinger og får sikret en samlet, effektiv lovgivningspakke«, siger han.

Ordning udløber til april

Hummelgaard sidder for bordenden i arbejdet med at få CSA-forordningen vedtaget under det danske EU-formandskab, som varer frem til nytår. Forordningen blev oprindelig foreslået af EU-Kommissionen i 2022. Den vil kunne tvinge techvirksomheder til at scanne indholdet af private borgeres billeder og videoer på krypterede tjenester.

Lige nu har udbydere af onlinetjenester mulighed for frivillig skanning, men den ordning udløber i april 2026. Med kompromisforslaget er der lagt op til at gøre ordningen permanent.

»Det ville være et reelt tilbageskridt og et kæmpe svigt af alle de børn, der udsættes for disse uhyrlige overgreb, hvis vi ikke var nået i mål med en aftale. Nu har techgiganterne et stort ansvar for at bevise, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at bekæmpe misbrug af børn«, siger Hummelgaard.

Red Barnet og Børns Vilkår havde gerne set, at techvirksomheder som Google, Meta og Microsoft blev mødt med større krav for at stoppe udbredelsen af materiale med seksuelt misbrug af børn. Men kompromisforslaget får ros. Nu skal forslaget forhandles med EU-Parlamentet, skriver Justitsministeriet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her