Man tror dårligt sine egne ører. Forsøger landets udenrigsminister og tidligere statsminister virkelig at købe sig til et folketingsmandat?
Det er vanskeligt at tro andet, når man lytter til de skjulte lydfiler, som sagens hovedperson, Moderaternes folketingsmedlem Mike Fonseca, optog under et møde i en kælder på et københavnsk hotel med partiets formand, Lars Løkke Rasmussen.
På optagelsen, der er blevet offentliggjort af Frihedsbrevet, foreslår Lars Løkke, at Mike Fonseca mod betaling skal forlade Folketinget og give sit mandat videre til en suppleant fra Moderaterne. Selv var Mike Fonseca på det tidspunkt ved at blive hældt ud af partiet på grund af et kæresteforhold, han tidligere havde indledt til en kvinde på 15 år.
Det var moralsk uforeneligt med Moderaternes værdier, fastslog Lars Løkke Rasmussen.
At det er moralsk uacceptabelt som folketingspolitiker at have et seksuelt forhold til en folkeskolepige, siger næsten sig selv. Så langt har Lars Løkke indlysende ret. Men i selvsamme parti er det åbenbart fuldt gangbart moralsk under gedulgte kældersamtaler at forsøge at smøre og presse et ekskluderet medlem til at forlade Folketinget mod at modtage en pose penge.
Det skriger til himlen om en pilrådden politisk kultur i Moderaterne, og det er betryggende, at Folketingets Præsidium straks vil tage sagen op. Men nogen konsekvens får det næppe. Højst kritik. Derfor er det foreløbig en sag mellem Moderaterne og vælgerne. Her må der falde en hård dom. For det er jo en forbrydelse mod demokratiets inderste kerne, som Moderaterne tilsyneladende har gjort sig skyldig i.
Man må undre sig over, at det i dagens Danmark angiveligt ikke er ulovligt på den måde at forsøge at gøre folketingsmandater til en handelsvare. Sagen lugter langt væk af en form for politisk bestikkelse, som vi normalt fordømmer dysfunktionelle demokratier for at praktisere. Hvis ikke den slags er forbudt, burde det være det. Det kunne Folketinget passende lovfæste.
Rettelse: I en tidligere version af artiklen stod der, at Mike Fonsecas kæreste ved forholdets start var under den seksuelle lavalder. Det er ikke korrekt. Politiken beklager.
fortsæt med at læse
Det er ikke bestikkelse og ikke ulovligt
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

