Forestil dig, at du befinder dig dybt under vandet, langt ude på havet, og der er helt roligt. Alt er blødt og behageligt, så din krop føles helt vægtløs, og solen sender lys ned gennem det dybblå ocean, og der opstår de smukkeste sitrende lysglimt, når strålerne spejler sig i stenene langt nede på bunden og i vandets små bevægelser. Mange kilometer væk synger en hval, og lyden giver genlyd omkring dig. Lydens dybeste frekvenser skaber en mørk understrøm, der kribler i kroppen.
Nogenlunde sådan føles det at høre debutalbummet fra Troln. I hvert fald indimellem. Den københavnske kvartet beskriver selv deres musik som »cinematisk slow rock«, og det passer på den måde, at det i dén grad er musik, der kalder lyslevende billeder frem i den indre biograf.
