Den Putin-kritiske danskproducerede dokumentar ’Mr. Nobody mod Putin’ får en britisk Bafta-pris for Bedste Dokumentar.
Det skriver BBC, som søndag aften rapporterer fra prisuddelingen, der først sendes på tv med to timers forsinkelse.
Prisen blev overrakt af den italienske skuespiller og model Monica Bellucci.
I ’Mr. Nobody mod Putin’ følger man den russiske lærer Pavel ’Pasha’ Talankin, som også er filmens medinstruktør.
Han dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem og undervisningens indhold ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine.
Dokumentaren følger folkeskolelæreren i to år, hvor han i protest har smuglet optagelser af propaganda- og krigsundervisning af elever på den skole, han underviste på, ud af Rusland.
Ved uddelingen af Bafta-priserne siger David Borenstein, som har instrueret filmen sammen med Talankin, at han gerne vil takke ’mr. Nobody selv - Pavel Talankin’.
»For to år siden var han skolelærer. Nu står han her som Bafta-vinder«, siger Borenstein ifølge BBC.
David Borenstein takker Talankin for hans mod til ’at ofre hele sit liv’ for at smugle videomateriale ud af Rusland og tilføjer, at der er brug for ’flere mr. Nobodies’.
’Mr. Nobody mod Putin’ er produceret af danske Helle Faber for Made in Copenhagen i samarbejde med det tjekkiske produktionsselskab Pink.
Dokumentaren er også nomineret til en Oscar.
Det samme er den danske filmfotograf Dan Laustsen for sit arbejde på Guillermo del Toros genindspilning af Mary Shelleys gyser ’Frankenstein’.
Laustsen misser til gengæld en britisk Bafta-pris søndag aften. Prisen for Bedste Fotografering går i stedet til Michael Bauman for filmen ’One Battle After Another’.
Dan Laustsen har også tidligere været nomineret til en Oscar for ’The Shape of Water’ og ’Nightmare Alley’.
Bafta er den største britiske filmpris og uddeles af det britiske film- og tv-akademi. Den første uddeling fandt sted i 1949.
Film skal tilmeldes, ligesom der skal betales et tilmeldingsgebyr.
Det er branchen selv, som vælger de nominerede. Det er organisationens medlemmer, som stemmer på, hvem de mener, skal have mulighed for at løbe med statuetterne.
Man kan søge om at blive medlem af Bafta, hvis man arbejder inden for film-, tv- eller spilbranchen i Storbritannien.
Bafta-priserne kan give et fingerpeg om, hvem der kan løbe med de store skuespilpriser ved uddelingen af Oscar i USA til marts.
Ifølge BBC er alle Baftas skuespillervindere de seneste to år siden gået videre til at få succes i deres kategorier ved oscaruddelingen.
13 af de seneste 15 vindere af prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Bafta er ifølge BBC også endt med at gentage succesen ved Oscar, ligesom 10 af de seneste 12 Bafta-vindere for bedste kvindelige hovedrolle har gjort det samme.
Storfilm om væbnede rebeller får seks priser
Filmen ’One Battle After Another’ vinder en Bafta-pris i hovedkategorien Bedste Film ved den britiske prisuddeling, der finder sted søndag aften i London, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Filmen lå inden prisuddelingen i spidsen med 14 nomineringer. Den har vundet i seks af kategorierne.
Det er instruktør Paul Thomas Anderson, der tager imod prisen, som overrækkes af skuespiller Glenn Close.
Fra scenen kalder Anderson prisen en »enorm ære«.
»Lad os blive ved med at lave film uden frygt«, slutter han med at sige.
’One Battle After Another’ har Leonardo DiCaprio i hovedrollen som den tidligere revolutionære Bob Ferguson, der er gået under jorden for at beskytte sin familie.
Men da en gammel fjende dukker op efter 16 år i skjul, må han søge hjælp hos en gruppe af tidligere revolutionære for at redde sin datter.
Bafta-priserne for Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle går til henholdsvis Robert Aramayo for filmen ’I Swear’ og til Jessie Buckley for filmen ’Hamnet’.
ritzau
fortsæt med at læse




























