»Vi overlevede! Vi har våbenhvile. I begyndelsen var der en vis glæde, en følelse af lykke blandet med håb. Men det åbner også et nyt kapitel i historien om palæstinensiske lidelser«, siger Amjad Shawa, der er direktør for PNGO, det palæstinensiske netværk af 140 forskellige civilsamfundsorganisationer.
»Det er lykkedes mange at komme tilbage til Gaza By. Men de blev chokerede over ødelæggelserne. Bare for tre uger siden kunne man stadig se store bygninger, pæne hjem, faciliteter og infrastruktur. I dag er der næsten kun murbrokker. Gaderne er lukkede. Stanken fra eksplosionerne hænger stadig i luften. Det er et syn, der vækker vrede og sorg. Næsten 1,5 millioner af Gazas indbyggere har mistet deres hjem, omkring 75 procent af befolkningen«, fortæller han.




























